Inden for det sidste års tid er der blevet skrevet en del om blogs, og flere studerende har arbejdet og arbejder med fænomenet på den ene eller anden måde. Men hvorfor er det overhovedet så interessant? Bloggen bliver rost til skyerne, men er det ikke bare af en flok vækkelsesprædikanter som har set lyset ved selv at skrive på en blog?
Det der personligt vakte min interesse var netop al den opmærksomhed, som bloggen får. Kan det virkelig passe, at den er så godt et redskab til alt muligt? Til personligt brug, til at netværke, til virksomheders eksterne og intern kommunikation? Der findes jo bare så mange andre ting som fx almindelige hjemmesider, forums (eller communities) på nettet, wikis og intranet. Hvorfor al denne ståhej pga. blogs?
En af årsagerne er vel, at det er så nemt at oprette en blog – og gratis. Man kan vel også tale om, at det er et modefænomen, som man bare rider med på. Ligesom man fx går med store solbriller fordi det er mode – også selvom man ligner en forvokset flue.
Kan man mon også tale om corporate blogging som et modefænomen?