Arkiv for marts 2007

At finde en case

Jeg har nu endelig fundet en casevirksomhed!! Men det har ikke været særlig nemt at finde frem til en virksomhed, som har en intern blog, og som vil bruge tid på at dele den med en studerende. Det undrer mig også, at der ikke er nogle organisationer – ex diverse NGO’er, som har en intern blog. Eller det er der måske også, men så har jeg bare ikke kunnet finde frem til dem. Kender I en organisation eller virksomhed, som har en intern blog? Så sig endelig til! Selv om jeg har fundet en case, vil det jo være meget rart at vide, hvor udbredt det er. De eksterne blogs er altså en del lettere at finde.

Mit endelige valg og umiddelbare bedste bud på en egnet case er Randers Bibliotek. I min søgen efter en organisation, som har en intern blog, er jeg flere gange stødt på Randers Bibliotek, og det forekommer mig, at de er ret innovative, og jeg tror derfor også, at de kan være og er et forgangsbillede for mange andre biblioteker – og kan måske også være det for andre organisationer. Randers Bibliotek har både en blog som er offentlig tilgængelig og en blog som kun er til brug for personalet – se evt. her. Jeg har sendt en mail til bibliotekschefen Inger Skamris, og hun har allerede skrevet tilbage, til trods for at hun er til konference hele ugen, og hun er heldigvis positiv over for et samarbejde. Juhuu!! Det er virkelig fedt at have fundet en case, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og finde ud af, hvad der egentlig sker derovre på biblioteket i Randers.

Svært at være blogger

Jeg synes faktisk, at det er en smule intimiderende at skulle skrive her på bloggen. Det er jo ikke ligefrem fordi jeg krænger mine inderste tanker og følelser ud, men jeg synes alligevel, at bloggen repræsenterer og tegner et billede af mig. Idéen med bloggen var, udover at få sparring, også at være en slags dagbog for specialet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at andre kan læse, hvad jeg skriver. Det er jo selvfølgelig hele pointen, men altså også lidt en hæmsko for mig. Nu må jeg vist til at tage mig sammen og få leveret nogle tanker om mit speciale, så bloggen her kan leve op til det den var ment som. Så må jeg se, om jeg kan lade være med at tage tingene så seriøst og så bare blogge derudaf…

1. vejledermøde

Jeg har nu haft mit første vejledermøde, og det var meget rart at få andre øjne på mine projekttanker. Min vejleder Simon B. Heilesen virker heldigvis mægtig rar og hjælpsom, og han ”skubbede” da også lidt til mig, hvilket jo kan være meget rart til tider. Den største mangel indtil videre er, at jeg endnu ikke har fundet en casevirksomhed, og meget vil jo komme til at forme sig herefter. Derudover har jeg en masse teori, som jeg nok skal have skåret lidt i og have overvejet mere præcis til hvad og hvordan jeg vil bruge det. Derudover mente han, at jeg var meget ambitiøs. Indirekte sagde han vist, at jeg godt kunne skære lidt ned på ambitionsniveauet. Det er nok en klassisk fejl, man laver som specialestuderende. Man vil så gerne have, at specialet skal være super godt, og man føler ligesom, at det er kronen på værket – kronen på mange års studier. Men i stedet bør man nok bare se det som endnu et projekt i rækken, og derved bliver ens forventninger til egne præstationer nok også lidt mere realistiske.

Sygdom, sygdom, sygdom

Ja, det er altså derfor, at der ikke er kommet nye indlæg her på bloggen. Jeg er ikke kommet meget videre den sidste måneds tid, og det er ret surt, når man er ivrig efter at komme i gang. Men nu går det forhåbentlig snart fremad. Jeg skal have mit første vejledermøde på tirsdag, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi skal tale om min problemformulering, mine empiriovervejelser og valg af teori. Det bliver spændende at se, hvad han har at sige, og forhåbentlig får jeg nogle nye input.


Velkommen til min specialeblog!

Mit speciale handler om brugen af blogs til intern organisationskommunikation. Kommentarer er meget velkomne. Forhåbentlig bliver jeg klogere, og mit speciale bliver bedre.
marts 2007
M T O T F L S
« feb   apr »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031