Arkiv for april 2007

Spion eller deltager?

Hvor mange mon der egentlig læser blog-indlæg uden at kommentere på dem? Ikke bare her på min blog, men på blogs i det hele taget. Der må være rigtig mange! For det meste leger jeg også selv spion, og det er så udbredt, at det på netsprog har fået betegnelsen ’lurking’.

Men hvorfor er det, at man ikke deltager i debatten, eller bare efterlader en kommentar til blogindehaverens fornøjelse? Der skal selvfølgelig være en følelse af relevans, for ellers gider man højst sandsynlig ikke, men selv hvis der er en relevansoplevelse, er det ikke altid, der bliver efterladt kommentarer.

Jeg kender det fra mig selv! Jeg kan godt læse på en masse blogs og få noget ud af det, men det er yderst sjældent, at jeg efterlader en kommentar. Så skal jeg virkelig synes, at emnet er interessant, eller føle at jeg kan bidrage med noget. Sjældne gange synes jeg også bare, at bloggeren har fortjent en kommentar.

På en måde efterlader man også en del af sig selv – et fingeraftryk kan man vel sige, når man kommenterer, og derfor kunne jeg forestille mig, at der vil være nogen, som tænker en ekstra gang over, hvad de skriver eller måske ligefrem bliver skræmt ved tanken om at skulle skrive noget, som vil blive læst af andre. I forhold til corporate blogging tror jeg, at dette har endnu større betydning. Det er sikkert fint nok, hvis du kan lide ord og forstår, hvordan du skal bruge dem for at udtrykke dig selv, men hvad sker der på en arbejdsblog, hvis du er grammatisk svag og ikke staver korrekt? Måske er der nogle medarbejdere, der vælger ikke at deltage, fordi de er bange for kritik eller latterliggørelse? Omvendt er der sikkert også nogen som synes, at det er nemmere at give udtryk for meninger og holdninger på skrift end ved ansigt til ansigt samtaler.

Normalt vil det være svært for en forsker på internettet at få kontakt eller overhovedet at få øje på ’lurkers’. Her har jeg dog en fordel, idet det er en intern blog, jeg undersøger, så jeg ved, hvem medarbejderne er, og kan dermed også se, hvem der ikke deltager. Jeg glæder mig til at interviewe både spioner og deltagere og få deres syn på sagen.

Reklamer

Bloggen som modefænomen?

Inden for det sidste års tid er der blevet skrevet en del om blogs, og flere studerende har arbejdet og arbejder med fænomenet på den ene eller anden måde. Men hvorfor er det overhovedet så interessant? Bloggen bliver rost til skyerne, men er det ikke bare af en flok vækkelsesprædikanter som har set lyset ved selv at skrive på en blog?

Det der personligt vakte min interesse var netop al den opmærksomhed, som bloggen får. Kan det virkelig passe, at den er så godt et redskab til alt muligt? Til personligt brug, til at netværke, til virksomheders eksterne og intern kommunikation? Der findes jo bare så mange andre ting som fx almindelige hjemmesider, forums (eller communities) på nettet, wikis og intranet. Hvorfor al denne ståhej pga. blogs?

En af årsagerne er vel, at det er så nemt at oprette en blog – og gratis. Man kan vel også tale om, at det er et modefænomen, som man bare rider med på. Ligesom man fx  går med store solbriller fordi det er mode – også selvom man ligner en forvokset flue.

Kan man mon også tale om corporate blogging som et modefænomen?

Solbriller 

Humor sælger!!

Og måske er det derfor, at jeg ikke får så mange kommentarer på min blog? Den er simpelthen for seriøs, for akademisk, for kedelig! Det der skal til er korte indlæg, et let sprog og helst krydret med billeder eller videoklip. Men al begyndelse er svær!! Se bare her:

Litteratur om blogs

Indtil videre har jeg læst en del om blogs og er nu i gang med en genrekarakteristik. Mine informationer har jeg fået fra diverse artikler og fra andre blogs. I kan finde nogle af mine links til andre blogs her til højre (blogroll). Jeg har desuden læst en lille håndfuld bøger om blogs. Det drejer sig om:

Blood, Rebecca: The Weblog Handbook: Practical Advice on Maintaining Your Blog, Perseus Publishing, Cambridge, 2002

Holm, Lis: Blog kunder i butikken – om anvendelsen af weblogs i markedsføring, Handelshøjskolens Forlag, København, 2006

Hugh Hewitt: Blog: understanding the information reformation that’s changing your world, Nelson Books, Nashville Tenn., 2005

Kristensen, Trine-Maria og Madsen-Mygdal, Thomas: Weblogs, Børsens Forlag, København, 2007

Yang, Jonathan: The Rough Guide to Blogging, Rough Guides Ltd, London, New York, 2006

Med tiden har jeg tænkt mig at lave en mere fyldestgørende litteraturliste som måske kan være til inspiration for andre. Er der nogen som kender andre gode bøger eller websteder? Så sig endelig til!

Specialekursus og kvalitative metoder

I går var jeg til et specialekursus som handlede om metoder til produktion af data. Men inden jeg fortæller videre, så er jeg nødt til lige først at rose mit studium. De har lavet et forløb for os specialestuderende som bare er supergodt! Det startede med nogle veltilrettelagte introdage, og siden har der været et specialekursus ca. en gang om måneden. Specialekurserne foregår på den måde, at der om formiddagen er et fagligt orienteret oplæg, og om eftermiddagen diskuterer vi vores egne projekter. Kurserne følger meget godt specialeprocessen, og det er meget rart at få præsenteret og genopfrisket forskellige metoder. Det er samtidig også meget udbytterig at høre om de andres projekter og få input til sit eget.

I går handlede det som sagt om metoder til produktion af data, og det har selvfølgelig fået mig til at overveje, hvilke metoder jeg selv vil bruge. Jeg er helt på det klare med, at jeg vil benytte kvalitative metoder. I særdeleshed har jeg brug for at se handling, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at se, hvad der foregår på bloggen. Så det første jeg vil gøre, er at lave en observation af den interne blog. At samle materiale på nettet er en anden måde at indsamle materiale på, end jeg tidligere har været vant til, så i den forbindelse har jeg fået fat på et par bøger. Det drejer sig om:

Mann, Chris and Fiona Stewart: Internet Communication and Qualitative Research – A Handbook for Researching Online, Sage, London, 2000

Bergquist, Magnus, Mia Lövheim og Malin Sveningsson: Att fånga Nätet – Kvalitative metoder för Internetforskning, Studentlitteratur, Lund, 2003

Men udover at se handling ved at observere bloggen, så er jeg også nødt til at høre om handling, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at høre, hvad de enkelte kommunikationsaktørers oplevelser af bloggen er. Så efter at have observeret på bloggen vil jeg udvælge nogle personer til individuelle interview. I min udvælgelse vil jeg lade mig inspirere af følgende bog:

Neergaard, Helle: Udvælgelse af cases i kvalitative undersøgelser, Samfundslitteratur, Frederiksberg, 2001

Jeg vil forsøge så vidt muligt at dække relevante forskelle og benytte mig af det som Helle Neergaard i sin bog kalder for maksimum variationsudvælgelse. Strategien ”har til formål at fange og beskrive centrale temaer eller udfald, der dækker over en høj grad af deltagervariation” (Neergaard: 27).

Selve interviewet forestiller jeg mig skal være semi-struktureret. Jeg har gennem min tid på RUC lavet mange kvalitative interview og har især brugt følgende bog:

Kvale, Steinar: InterView – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag, København, 8. oplag, 2002

Det vil jo være nemt at gøre det samme igen, men jeg er også blevet foreslået en ny bog:

McCracken, Grant: The long interview, Sage, London, 1988

Hvor god den er, ved jeg endnu ikke, og måske skulle jeg gå lidt på jagt efter nogle flere bøger om kvalitative metoder i relation til kommunikationsforskning. I mine tidligere projekter har jeg også lavet narrative interview og fokusgruppe interview, men jeg synes ikke, at det passer til min nuværende case. Men det kunne måske være interessant at benytte andre metoder end den semi-strukturerede og måske vælge en lidt mere etnografisk tilgang. Det må jeg lige se lidt nærmere på.

Påskeferie

Dejligt at holde fri nogle dage og nyde livet sammen med familien. Desværre er man som studerende forbandet med den kroniske sygdom ”dårlig samvittighed”. Man kan hygge sig nok så meget, og så får man pludselig øje på stakken med bøger i hjørnet, og så mærker man den dårlige samvittighed. Der er bare altid et eller andet man kunne/burde/skulle læse eller skrive. Det gælder derfor om at distrahere sig selv så meget, at sygdommen ikke får overtaget, for hvis man først begynder at tænke på studier, så er det sket. Det er heldigvis nemt at være beskæftiget hele tiden, når man har en lille datter på knap halvandet år til at løbe rundt omkring. Så nu tror jeg, at jeg vil sætte mig ned på gulvet og lege med klodser, eller måske skal vi ud og gå en tur…


Velkommen til min specialeblog!

Mit speciale handler om brugen af blogs til intern organisationskommunikation. Kommentarer er meget velkomne. Forhåbentlig bliver jeg klogere, og mit speciale bliver bedre.
april 2007
M T O T F L S
« mar   maj »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30