Arkiv for maj 2007

Ny problemformulering

Mit sidste indlæg har fået mig til at tænke lidt videre, for jeg er jo nok nødt til at udtænke en helt ny problemformulering. Måske noget i retning af:

Hvordan påvirker en organisations weblogs den interne kommunikation?

På den måde afgrænser jeg mig i hvert fald fra at se teoretisk på den eksterne kommunikation, men samtidig giver det mig mulighed for at inddrage den eksterne blog (som jeg nok i stedet vælger at kalde for den offentlige tilgængelige blog), i det omfang den har betydning for den interne kommunikation.

Intern, ekstern eller integreret kommunikation

Er det overhovedet muligt at opdele en organisations kommunikation i en intern og en ekstern del? Har den ene ikke altid indflydelse på den anden?

Teoretisk deler man dog de to kommunikationsformer fra hinanden for overskuelighedens skyld og for at give mulighed for fordybelse indenfor et af områderne, og det er også det, som jeg har valgt at gøre i mit speciale. Problemet er nu bare, at jeg har fået øje på, at bloggen måske i særdeleshed har sløret grænserne mellem den interne og den eksterne kommunikation.

Jeg har observeret det på andre organisationers blogs, men jeg vil tage udgangspunkt i min case, Randers Bibliotek, hvor jeg kan se, at mange af indlæggene på den offentlige tilgængelige blog er internt rettet eller i hvert fald har intern interesse. Det vidner selvfølgelig om en stor åbenhed i organisationen, at alle dens interessenter kan følge med i mange af de ting, der foregår på biblioteket. Men det betyder også, at min foreløbige afgrænsning ikke holder. Jeg ville jo kun se på den interne blog og det i forhold til den interne kommunikation, men nu kan jeg godt se, at jeg også er nødt til at se på den eksterne blog, idet den også fungerer som en slags intern blog. Forvirret? Ja, lidt. Måske jeg i stedet skulle kalde det for integreret kommunikation? Jeg mener, at jeg har læst et sted, at bloggen netop blev betegnet som ”integreret kommunikation i praksis” (må lige se, om jeg kan finde det igen…).

 Update: Jeg fandt noget – se kommentar…

Professionelle blogs

Folkenen bag Social Square har oprettet en wiki, hvor de forsøger at liste alle professionelle blogs i Danmark.

Idéen er rigtig god, og jeg er sikker på, at den vil være til glæde og inspiration for mange! Især studerende der leder efter en virksomhed eller organisation som blogger. Men desværre mangler de en kategori for organisationer som blogger internt;-) Umiddelbart har jeg dog lidt svært ved kategorien ”Andre/svære at kategorisere”. For det er lige præcis det, de er: Svære at kategorisere. Og måske er det slet ikke professionelle blogs, men bare ”andre”. Fælles for dem alle er, at de er skrevet af fagfolk. Men er IT-nørden, som har et IT-relateret arbejde, og som har oprettet en personlig blog om IT-relaterede ting så ikke også professionel? 

Jeg synes, at man ser en tendens til, at folk opretter mere og mere specialiserede blogs. Det er som om, at man simpelthen laver forskellige blogs til forskellige formål og til forskellige interesser, og det er heller ikke længere ualmindeligt at have mere end én blog. Umiddelbart bliver det, efter min mening, derfor også svært at kategorisere og skelne mellem professionelle og specialiserede med mindre man opstiller nogle forholdsvis stramme kriterier. Men det er selvfølgelig en wiki, og den ligger derfor også under for konstant redigering og vurdering.

Lisbeth Klastrup, adjunkt ved IT-Universitetet i København, har også oprettet en forskerblog, hvor hun prøver at ”tracke de danske forskere, der blogger”. En rigtig god blog, hvor man kan finde inspiration til diverse forskningsfelter samt gode links.

Solidaritet og 1. maj

Jeg har lige lavet et indlæg om web 2.0 og sociale medier, men nu er det jo 1. maj, og det synes jeg, kræver sit helt eget indlæg.

For det første vil jeg lige sige, at jeg elsker den debat, der altid er omkring 1. maj. Politikerne er helt på dupperne, om det så gælder højrefløjen, der taler om at afskaffe 1. maj, eller venstrefløjen der forsøger at profilere nogle af deres mærkesager. Der er altid masser af debat, og det synes jeg er herligt. Som regel er den danske velfærd det mest debatterede, og det mener jeg bestemt heller ikke, at man kan diskutere for lidt. Jeg vil dog spare jer for mine egne meninger om den sag og derimod tage fat på et andet meget diskuteret 1. maj emne: Solidaritet.

Man taler om, at der er manglende solidaritet i samfundet, på arbejdspladserne og især blandt unge. Det synes jeg er lidt interessant i forhold til mit tidligere indlæg, som netop handler om, at der er kommet et boom i de sociale medier på nettet. Hvorfor vil vi gerne interagere og være mere sociale, hvis vi ikke er solidariske? Gør vi det udelukkende for vores egen skyld? For at eksponere og evt. profilere os selv?

Kald mig blåøjet, men jeg vælger nu at tro på, at vi stadigvæk ikke er ligeglade med hinanden. Jeg tilbringer en del tid på et online community, og her synes jeg da, at vi er meget solidariske med hinanden. Rundt omkring på diverse blogs, vil jeg også mene, at der hersker en form for solidaritet. Ikke kun fordi der linkes til hinanden, men også via kommentarerne. Nu er jeg ret ny her i blogosfæren og har ikke fået et online fællesskab med andre bloggere, men det er jeg da sikker på findes. Se evt. Stinnes speciale. Så selv om fagforeningerne oplever faldende medlemstal, så er jeg nu sikker på, at solidariteten stadig lever, selv om individualiteten også er kommet i højsædet. Sig mig endelig imod, hvis I synes, jeg tager fejl!

God 1. maj!

Web 2.0 = det sociale internet

Den anden generation af internettets tjenester består af sociale medier, hvor det er relationerne mellem mennesker og ikke indholdet, der står i centrum. Brugen af software teknologier som weblogs, wikis, podcasts, RSS feeds, online communities og andre former for mange til mange publicering viser, at der er sket et skift i vores brug af internettet. Læs evt. mere om web 2.0 på Wikipedia.

Den meget populære video “The Machine is Us/ing Us” fra YouTube viser meget godt det skift, der er sket hen imod de sociale medier. Og ikke mindst hvordan det er os selv, der er med til at producere og reproducere web 2.0.

Videoen er blevet lavet af Michael Wesch, Assistant Professor of Cultural Antropology, Kansas State University. Du kan læse mere om videoen, dens tilblivelse og ikke mindst udbredelse her. Der er også kommet en masse kommentarer til videoen inde på YouTube. Du kan se alle video-kommentarerne her.

Selv skriver han om udbredelsen af videoen: “It is hard to believe that a little video I created in my basement in St. George Kansas could be seen by over 1.7 million people, be translated into (at least) 5 languages, and be shown to large audiences at major conferences on 6 continents within just one month of its creation.” (Digital Ethnography, 8. marts 2007). Det var i starten af marts – siden da er videoen blevet set af knap 2,3 millioner mennesker… Web 2.0 er svær at stoppe. Tænk bare på de strippende gymnasieelever i Silkeborg (se evt. TV2 Nyheder mandag d. 30 april kl. 22 her) …


Velkommen til min specialeblog!

Mit speciale handler om brugen af blogs til intern organisationskommunikation. Kommentarer er meget velkomne. Forhåbentlig bliver jeg klogere, og mit speciale bliver bedre.
maj 2007
M T O T F L S
« apr   jun »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031